De største ledere gennem tiden har haft åndelig kapital

Ghandhi. Nelson Mandela. Martin Luther King Jr. Mother Teresa.

Til fælles er de mennesker, der er gået forest i kampen for at opfylde et højere ideal.

Mennesker der har ledet millioner, før de fik nogen officiel lederstilling. Mennesker, der er blevet gjort til hån, skue og skamme. Mennesker, der alligevel har turdet at gå først, og at sideeffekten har været at millioner af mennesker, er fulgt i deres fodspor.

Kullet skal være glohedt før, at jernet kan formes. Ligeså har de sværeste krisetider, født de stærkeste ledere. Mennesker, der tror så inderligt på at deres nuværende situation kan ændres til det bedre, og tør at gå vejen derhenimod.

Ledere er nemlig ikke noget man er kvá sin stilling, det er noget man bliver kvá sin væren.

Vi følger det menneske, der tør at sætte visionen højere, end sig selv. Gennem tanke, gennem ord og ikke mindst gennem altruistiske handlinger.

Inderligt bliver vi nødt til at spørge os selv, hvis vi ønsker at lede mennesker gennem transformation og mod at indfri vores visioner:

Hvad er det, jeg egentlig kæmper for?

I hvor høj grad kæmper jeg for min egen personlige vinding?

Og i hvor høj grad, kæmper jeg fordi jeg har en ønske om at indfri et positivt bidrag til min organisation eller verdenen?

Jeg tror man ville finde det nemmere at arbejde 70 timer om ugen, når man sigter efter at opfylde noget fyldestgørende, fremfor at løbe væk fra noget frygtindgydende, som en fyreseddel eller opsang fra aktionærerne.

Og måske er ledere heller ikke den, som har den største vision, men er den, som tør at sætte sig selv til side, for at den største vision (og ikke person) kan fylde rummet. At lede bliver muligheden for at udnytte den kollektive intelligens, der har millioner af flere datapunkter, end hvad en enkelt person har.